Nyt fra Færdselsstyrelsen
Se nyhedsbrevet i browser
 
 

Præcisering af vejledning om ændringer i kørekortbekendtgørelsen pr. 1 juli 2024 – særligt i forhold til de nye forsøgsordninger vedrørende kode 78

Færdselsstyrelsen udsendte den 1. juli 2024 vejledningsmateriale i forbindelse med, at den nye bekendtgørelse om kørekort trådte i kraft.

Vi har i forlængelse heraf modtaget spørgsmål omkring anvendelse af den nye ansøgningsblanket til kørekort (P 23) og den ”gamle” ansøgningsblanket, samt om erhvervelse af et kørekort med kode 78.

Derfor udsendes hermed præciserende vejledning. Vejledningen indeholder endvidere skematiske oversigter over de forskellige førerrettigheder, koder, kategorier og køreuddannelsesforløb.

Alle P23-ansøgningsblanketter er gyldige
Den gamle version af blanketten Ansøgning om kørekort (P 23) kan ikke afvises af hverken kommunerne eller Færdselsstyrelsen. Den gamle version af blanket (P 23) kan derfor stadig anvendes i alle kørekortforløb.

Færdselsstyrelsen opfordrer og henstiller dog til, at den nye blanket (P 23) anvendes og udleveres til alle kørekortansøgere. Den nye blanket (P 23), som indeholder flere ændringer, har til formål at understøtte gennemførelsen af de nye regler i kørekortbekendtgørelsen.

I et ansøgningsforløb, hvor en gammel blanket (P 23) anvendes, og kørekortansøgeren ønsker at være omfattet af forsøgsordning om kode 78, vil det kræve, at begge udgaver af ansøgningsblanketten anvendes. Det er dog tilstrækkeligt, at den påkrævede erklæring fra den nye blanket (P 23) (på side 7 eller 8) med ansøgerens CPR-nummer er vedhæftet den gamle ansøgningsblanket (P23).

Erklæringen på side 7 skal anvendes og underskrives i de tilfælde, hvor køreeleven aflægger køreprøven i et køretøj med automatgear og gennemfører 7 lektioner af den praktiske køreundervisning i et køretøj med manuelt gear med henblik på, at kode 148 påføres kørekortet.

Erklæringen på side 8, skal anvendes og underskrives i de tilfælde, hvor en indehaver af et allerede udstedt kørekort med kode 78 ønsker at gennemføre 7 lektioner i en bil med manuelt gear for at fjerne og erstatte kode 78 med kode 148.

Lektionsplan
Styrelsen gør opmærksom på, at kommunerne ikke kan stille krav om, at kørekortansøgeren skal fremvise lektionsplanen i forbindelse med indleveringen af ansøgningen om kørekort om påføring af kode 148.

Vi henviser til, at der med erklæringens underskrift på side 7 og 8 på ansøgningsblanket (P 23) bekræftes, at køreundervisningen er udført i overensstemmelse med kørekortbekendtgørelsens regler. Der henvises til kørekortbekendtgørelsens § 142, som indebærer, at hvis en kørekortansøger eller kørekortindehaver ønsker at gøre brug af forsøgsordning for anvendelse af kode 78, jf. bilag 5, afsnit III a, må køreundervisning i et køretøj med manuelt gear efter kravene i bilag 5, afsnit III a, først påbegyndes den 1. juli 2024 eller senere. Tilsvarende gælder for den kørekortansøger eller kørekortindehaver, der ønsker at fjerne kode 78, jf. bilag 5, afsnit III b.

Kode 78/148
Det afgørende for, om kørekortet påføres kode 78 eller kode 148 er, at køreprøven er aflagt i et køretøj med automatgear.

Kode 78 på kørekortet angiver, at køreprøven er aflagt i et køretøj med automatgear.
Førerretten begrænses til kørsel med køretøjer med automatgear.

Kode 148 på kørekortet angiver, at køreprøven er aflagt i en bil med automatgear, men at indehaveren har gennemført påkrævet undervisning i et køretøj med manuelt gear.
Kode 148 gælder alene for kategori B. Førerretten begrænses ikke.

Den påkrævede undervisning består af 7 lektioner, der skal gennemføres hos en godkendt kørelærer. Herudover skal mindst 3 af lektionerne gennemføres på offentlig vej, motorvej undtaget. Øvrige timer kan fx aflægges på manøvrebane, men ikke på køreteknisk anlæg, Det bemærkes, at der kan aflægges flere timer i kørsel med manuelt gear, hvis dette ønskes, jf. praksisændringen nedenfor. De 7 lektioner kan tidligst aflægges fra og med den 1. juli 2024.

De 7 timer kan også anvendes til at erstatte en allerede påført kode 78 til en kode 148. I disse tilfælde vil det være muligt at gennemføre nogle af timerne på køreteknisk anlæg. De 7 lektioner kan tidligst aflægges fra og med den 1. juli 2024.

En praksisændring betyder samtidig, at den praktiske køreuddannelse kan gennemføres i et køretøj med manuelt gear eller i et køretøj med automatgear. Der er ikke længere et mindstekrav i forhold til, at nærmere bestemt antal timer skal være gennemført i det køretøj, som kørekortansøgeren går til prøve i.
Praksisændringen betyder at den praktiske køreundervisning kan tilrettelægges med lektioner i det køretøj, man ønsker. Det er derfor muligt at gennemføre samtlige lektioner i et køretøj med manuelt gear, selvom man aflægger den praktiske køreprøve i et køretøj med automatgear. I det tilfælde vil man få påført kode 78 på kørekortet, medmindre man ønsker at deltage i forsøgsordningen og opfylder kravene hertil.
Dette betyder også, at hvis man gennemfører samtlige lektioner i et køretøj med automatgear, kan man aflægge den praktiske køreprøve i et køretøj med manuelt gear, uden at kørekortet efterfølgende er begrænset af kode 78/148.

Køreeleven bør forud for sit kørekortforløb tage stilling, hvordan vedkommende ønsker at erhverve kørekort, og herunder gøre sig klart, hvilke koder, der påføres kørekortet. Særligt fordi det første kørekortforløb får betydning i de tilfælde, hvor man på et senere tidspunkt ønsker at udvide sit kørekort til at omfatte andre kategorier, alt efter hvilken ordning man ønsker at være omfattet af. Styrelsen gør i den forbindelse opmærksom på at kode 78 kun kan fjernes ved en praktisk køreprøve i et køretøj med manuelt gear til den pågældende kategori og dermed ikke ved udvidelser.
Særligt skal man være opmærksom i forhold til kode 148, hvis man efterfølgende ønsker at erhverve kategori B/E. Bestås den praktiske prøve til kategori B/E med automatgear vil kategori B/E være påført kode 78. Dette betyder, at en kørekortindehaver kun må føre et køretøj med automatgear, når der er tilkoblet et stort påhængskøretøj. Bestås den praktiske prøve til kategori

B/E i en bil med manuelt gear fjernes kode 148 fra kategori B, og kørekortet er i sin helhed ikke længere begrænset. Se skemaet nedenfor.

Udvidelse af kørekort og kontrollerende køreprøve
Ved udvidelse af et kategori B-kørekort med kode 78 til fx kørekort til lastbil eller bus gøres særligt opmærksomt på, at aflægges køreprøven til lastbil eller i bus i et køretøj med manuelt gear, ophæves kode 78 ikke fra kategori B. Derimod vil udvidelse af et kategori B-kørekort med kode 148 til fx kørekort til lastbil eller bus, hvis køreprøven til lastbil eller bus aflægges i et køretøj med manuelt gear medføre, at kode 148 ophæves.

En kontrollerende prøve til kategori B aflagt i en bil med manuelt gear kan ophæve en tidligere påført kode 78 eller kode 148.

Midlertidigt kørekort
Ved udstedelse af midlertidigt kørekort påføres kode 148 sammen med kørekortkategorien i feltet ”Kørekortet giver ret til at føre”. Kørekortet er gyldig til kørsel i Danmark samt Finland, Island, Norge og Sverige, som det fremgår af kortet.

Kørsel i udlandet
Det fremgår af kørekortbekendtgørelsens bilag 8, at kode 78 er en EU-kode som har gyldighed i EU-medlemsstater og EØS-lande. Kode 148 derimod er en national kode, der alene har gyldighed i Danmark. Hvis et kategori B-kørekortet er forsynet med kode 148, vil netop dette kørekort ikke være forsynet med EU-kode 78, som er den kode, der ved kørsel i andre EU-lande, begrænser førerens ret til at føre et køretøj med manuelt gear.

Skema 1 - Oversigt over kode 78 og 148 samt kategorier

Skema 2 - Oversigt over køreuddannelsesforløb kode 78 og 148